Inger

Jeg har været Frimurer i snart 15 år. Frimureriet har på mange måder været en åbenbaring for mig. Det har skabt sammenhæng og dybde i mit liv, fordi det er et enestående, verdensomspændende system, hvor man grad for grad bliver klogere på esoteriske og spirituelle spørgsmål – og på sig selv.

 

Frimureriet udtrykker sig i ritualer og symboler og har sine rødder i den visdom, som er holdt i hævd fra ældgamle tider. Jeg er dybt imponeret over, hvor anvendelige symbolerne er i en ganske almindelig hverdag i dag. Fordi man i sit hjerte har Frimureriets lærdom med sig, hvorhen man går, bliver man hele tiden mindet om livets store spørgsmål og de redskaber, Frimureriet har givet en til at blive den bedste udgave af sig selv. I alle medmenneskelige relationer.

 

I Loge Hermes er der højt til loftet. Her mødes man med ligesindede. Mennesker, der som en selv er interesserede i personlig udvikling og en bedre verden. Her får man lov til at være sig selv og blive klogere på livet omkring sig. I sit eget tempo. Man deltager i udførelsen af smukke og tankevækkende ritualer og kan ganske udogmatisk drøfte stort og småt. Uden løftede pegefingre, men med et gensidigt ønske om at blive klogere. For mig er Frimureriet en øjenåbner på mange planer, og Loge Hermes er et fristed, som jeg sætter meget højt og nødigt ville undvære.